Nyttig information om køb af hvalp hos os
Hvalpekøber - hvordan? Hvad ønsker og forventer vi af en hvalpekøber?
Først og fremmest at hvalpen vi sælger får det bedste, dejlige hjem og kommer til at leve et rigtig godt og langt hundeliv!
Derfor bliver vi glade for en mail der fortælle lidt om hvilket hjem der tilbydes, og hvad grunden er til at man ønsker at købe en hvalp. Vi vil rigtig gerne vide om hvalpekøberen har haft hund før og hvilken race.
Gravhunde
Luna 4 mdrFor gravhundens vedkommende vil vi især fremhæve at det er en jagthund! En hund som er meget styret af sin næse. Det er vigtigt at holde sin gravhund godt motioneret og passende beskæftiget. Den skal være sporty og slank. Det er både en hurtig og adræt hund. Og den skal have en god opdragelse og træning fra den er hvalp. Gravhunde er meget intelligente hunde. De skal udvise en venlig og balanceret adfærd, de må ikke være hverken aggressive eller nervøse. Gravhunde er selvstændige hunde, den gode, motiverende træning er særdeles vigtig. Racen egner sig fortrinligt til jagt, såvel som forskellige former for hundesport f.eks. Rally og Nose Work. Der kræves brugsprøver før en gravhund kan blive Champion. Sportræning (blodspor) er således den helt oplagte træning for enhver gravhund.
Vi har fået hvalpe - hvem kommer i betragtning til en hvalp
Når vi får hvalpe, snakker vi med de mulige købere og inviterer dem på besøg. Det er imidlertid ikke muligt at tage stilling til hvilke hvalpe, der kan/skal sælges førend hvalpene er blevet lidt større.
Det er efter vores mening useriøst at love alle sine nyfødte hvalpe bort for alle parters skyld. Der må nødvendigvis være en løbende udvælgelsesproces således at vi kan sikre det bedste match mellem hvalp og køber. Og i den proces er det vigtigt med en god kontakt imellem os, så vi, som opdrættere, får mulighed for at tage stilling til om vi kan tilbyde en hvalp, og køberen tilsvarende kan finde ud af om de ønsker at købe en hvalp af vores opdræt. Når hvalpene er 3-4 uger kan vi begynde at foretage lidt reservationer blandt hvalpene. Og der kigger vi så på vores interesseliste! Alle på interesselisten får desuden besked, når vi ved at der er hvalpe på vej samt når hvalpene er født. Så det er da en god idé at stå på voes interesseliste. Vi forbeholder os til enhver tid retten til at beholde hvalpe til vores videre avlsarbejde. Desuden er vi naturligvis meget interesseret i, at vores opdræt kommer både racen og os til gavn. Vi har lagt et stort arbejde i at vælge den bedste hanhund, måske er vi rejst langt efter ham. Derfor håber vi, at nogle af hvalpene også vil blive brugt til gavn for racen videre frem.
Vi søger gerne efter hvalpekøbere som vil udstille og/eller bruge hunden til de forskellige former for hundesport - rally, agility, spor desuden ønsker vi at få vores gravhundeafkom rygundersøgt. Det skal ske via Dansk Kennel Klub, når gravhunden er 2 år. Vi refunderer en del af udgiften dertil (formuleret i købskontrakten). Formålet er ganske enkelt - viden om rygstatus = sunde gravhunde med en sund ryg/rygindeks til gavn for avlen.
Vi bliver ekstra glade, hvis vores hvalpekøbere får deres unghund mentalbeskrevet omkring to-års alderen. Det kan varmt anbefales.
Men det vigtigste kriterie er altid et godt og kærligt hjem, hvor en hund kan få lov til at være en hund!
Rejseklare hvalpe
Hvalpene kan tidligst rejse til deres nye hjem når de er 8 uger.
Hvalpene er stambogsført i DKK og har en DKK købskontrakt og er registreret i Dansk Hunderegister. De har en sundhedsattest fra vores dyrlæge. Desuden medfølger en fin hvalpepakke med foder og andet.
Bemærk: Hvalpene er ikke vaccineret. De har fået mælk hos deres mor længe, og de har derfor gode antistoffer fra deres mor. De optimale vaccinationstidspunkter er 12 uger og 16 uger. Vi anbefaler at hvalpen samtidigt får sit pas, så alle vaccinationer fremgår i passet. Vi anbefaler også at vente med evt. rabies vaccination tidligst til hvalpen er 6 mdr. Rabies vaccination er påkrævet mindst 21 dage før udlandsrejse.
Bemærk venligst
Det er absolut IKKE tilladt at anvende en hvalp/hund fra os til krydsningsavl. Ligeledes er det helt uacceptabelt at sterilisere/kastrere hvalpe. Hvis det absolut ønskes bør det tidligst ske når hunden er udvokset dvs. 2 år.